søndag den 8. september 2013

LCHF - Low Carb, High Fat - En populær kur

LCHF kan være en kur til hurtigt vægttab eller en måde at leve på. I bund og grund handler det om at indtage få kulhydrater, mindre protein end normalt, og meget fedt. LCHF hænger meget sammen med ketose, som er en tilstand, hvor kroppen bruger fedt frem for kulhydrater som "benzin". Derfor er det vigtigt, at spise meget fedt på LCHF.

Det tager som regel nogle dage, for andre måske en uge, at gå i ketose. Du kan mærke det ved, at dit sved eller tis eller din ånde lugter ammoniak-agtigt, at du har vandladning oftere end normalt m.fl. Du skal holde dig under 50 g kulhydrater om dagen, hvis kroppen skal kunne gå i ketose. Hvis du en dag overstiger kulhydratindtaget, stopper vægttabet via ketosen, og så skal du starte om igen, dvs. igen bruge adskillige dage på at gå i ketose. Så det er ikke så smart at bryde ketosen med lidt weekendguf eller lignende.

På LCHF siger man også, at man kun bør spise de grøntsager, som vokser over jorden. Det er en lidt smartere måde at sige, at man bør undgå kartofler, og sågar også gulerødder, da disse faktisk også har lidt flere kulhydrater end andre grøntsager.


Mejeriprodukter er okay på kuren, og sådan er det for for eksempel ikke med stenalderkost, med mindre du kører en mindre striks udgave. Personligt kører jeg på paleo 2.0, og her kan jeg godt finde på at få lidt fløde engang i mellem, fordi det smager godt og er godt til sovse og den slags. Mmmh, fløde er herligt. Og jeg er desuden ikke allergiker eller intolerant, når det kommer til lactose osv., så det er fint nok med mig.

På en måde minder mange af de nye livsstile og kure meget om hinanden, og alligevel er der forskelle.

Ketolysekuren er eksempelvis også inden for LCHF, og faktisk har jeg kun spottet en enkelt forskel på de to tilgange, og det er, at ketolysekuren ikke kigger så meget på, om du spiser meget protein. For højt indtag af protein kan eftersigende stoppe ketosen i kroppen, fordi protein bliver omdannet til glucose. Dette har jeg ikke læst om i forbindelse med ketolysekuren, men det kan være, at det står et sted, men at jeg ikke har lagt mærke til det.

Hvem bruger LCHF?

LCHF er egentlig for alle - hvad enten du vil tabe dig eller vedligeholde vægten. LCHF er dog ikke for dig, der gerne vil tage på. I så fald bliver det i hvert fald en svær opgave. Men lavkarbo bliver dog uden tvivl mest brugt af folk, der vil tabe sig - jeg har i hvert fald ikke hørt om folk, der kører med lige netop denne kur, fordi de vil beholde deres nuværende vægt :) Men sådan er det jo med den slags - der er også rigtig mange, der kører paleo, fordi de vil tabe sig, men der er dog forskel her, for med paleo finder du også rigtig mange, der går i gang for at eliminere eller minimere allergier, dårlige tilstande eller lidelser - eller bare for at få det bedre. Sådan er det ikke med lav karbo - i hvert fald ikke det, som jeg har set.

Tjek eks. madbanditten.dk for mere information og opskrifter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar