søndag den 8. september 2013

Faste er blevet et hit

Ja man skulle tro, det er løgn, men det er åbenbart blevet et hit at sulte sig. Ikke blot for at tabe kilo, men faste skulle ifølge mange undersøgelser også gøre, så du lever i flere år. Det lyder jo utroligt, men er det sandt eller falsk? Er der ræson i at hoppe med på fastebølgen, eller skal du bruge dit krudt andetsteds, hvis du vil opnå vægttab (og/eller leve i flere år).


Lev længere

Hvem vil ikke leve længere? Det vil de fleste i hvert fald. Utallige videnskabelige undersøgelser har faktisk påvist, at aber, insekter, rotter og mange andre levende væsener rent faktisk øger deres levetid ved at leve med et lavt indtag af kalorier. Så det at spise mindre skulle kunne forøge levetiden. Det er dog ret væsentligt, at undersøgelserne ikke er blevet lavet på mennesker. Mennesker og dyr eller insekter er jo ikke ens, og vores fysiologi reagerer forskelligt. Så man skal passe på med at sige, at resultaterne fra en undersøgelse, der er blevet lavet på dyr, også gælder mennesker.

Tab dig

Du taber dig ved at være i kalorieunderskud, og under faste vil du typisk intet indtage eller blot meget lidt. Dette gør naturligvis, at du taber dig. På 5:2 fasten faster du eks. 2 dage om ugen, men det er ikke 100 % faste - du skal blot indtage meget få kalorier.

Intermittent fasting - på dansk intermitterende faste - handler om at faste med en pause. Denne pause kan være på alt fra 8 timer, 16 timer eller daglig. Dvs. du kan evt. undlade at spise i 16 timer pr. døgn og spise i de resterende 8 timer, eller du kan faste hver anden dag.

Som tiden går, vil der naturligvis komme mere information om faste i og med, at vi får mere dokumenteret data fra undersøgelser, der også gælder os mennesker. Det bliver spændende at følge.

Er faste naturligt for mennesker?

Tager du et kig på, hvordan menneskets spiserytme har været for tusinder og millioner år tilbage, tyder meget på, at vi har spist et stort måltid og flere små måltider. Det giver også mening, for mad var ikke bare noget, man havde masser af dengang. Det var i hvert fald ikke ekstremt tilgængeligt lige som det er i dag. Der var ingen supermarkeder, hvor du bare lige kunne gå ind. Dengang brugte man meget tid på at samle eller jage - det kunne der gå mange timer med, og det var ikke sikkert, at du lige kunne finde noget mad hver gang. Så på den måde må man formode, at faste, eller bare det at undlade mad, har været ganske naturligt for os mennesker. Det er også meget naturligt for mange dyr, der lever i naturen. De har heller ikke supermarkeder tilgængelige, propfyldt med mad.

Jeg mener klart, at vi bør bevæge os lidt væk fra den tankegang, at vi konstant skal have noget at spise. Den der følelse af sult, som vi er så bange for, den bør vi ikke frygte så meget. Jeg tror i sandhed også, at den "sult", som mange af os føler, når vi ikke lige har fået noget at spise i et par timer, er en anden slags sult end vi går og tror. Mange af os er så vant til at spise kulhydratrig mad og sukker, og når blodsukkeret er lavt og vi ikke har fået vores sukker-rush, så kommer den falske sult, som i min optik faktisk slet ikke er en sult efter næring, men efter sukker og blodsukkerstigning. Kører du på en naturlig diæt, hvor blodsukkeret er stabilt, er det min erfaring, at du faktisk ikke føler samme slags sult.

Vi mennesker bør ikke frygte at sulte så meget. Vores kroppe er fantastisk gode til at klare sig i meget lang tid uden mad, og jeg er helt overbevist om, at det er gavnligt for os at undlade at spise så meget, som mange af os gør.

Morgenmad - SKAL man spise morgenmad?

Morgenmaden er eksempelvis ekstremt vigtig for mange, og mange eksperter fortæller, at det er vigtigt at spise morgenmad af flere forskellige grunde. Hvis du vil tabe dig, vil jeg mene, at det faktisk ikke er så smart at spise morgenmad, og slet ikke morgenmad med højt indhold af kulhydrater. Det er der flere grunde til, og dette vil jeg nok komme ind på i et andet indlæg, for det er en længere snak. Hvis du vil undersøge mere omkring dette, så vil jeg forslå, at du undersøger noget, der hedder carb back-loading. Et meget spændende koncept, som er opfundet af en professor.

Har du fastet? Del gerne dine erfaringer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar